Hjemløsestrategien er netop nu under forandring:
Housing First – eller Housing Last?

Housing First er et begreb, der har fundet indpas i den hjemlige debat de senere år, da al smart jo skal hedde noget på engelsk. Det gør det også nemmere at være upræcis, virker som noget nyt i sig selv og skaber en mindre forpligtigende distance.

Begrebet Housing First er lanceret af Servicestyrelsen som et udviklingsbegreb mht. hjemløsestrategier. Konsulterer man Servicestyrelsens materiale for at blive klogere, mødes man af flere nye nøglebegreber, der skal udgøre rygraden i indsatsen ”Housing First”: Supported housing, Assertive community treatment, Case management og Critical time intervention. På trods af verbal ubehjælpsomhed og tilsyneladende engelsk inkontinens kan de overordnede pointer dog gennemskues:
Housing first er nydansk for at komme i egen bolig som første initiativ, når mennesker bliver hjemløse. De 4 smarte nøglebegreber dækker stort set over at genrejse §85 støtte og anden hjemmehjælp til tidligere niveau, så folk kan få den nødvendige hjælp til at bo selvstændigt, helst i eget hjem, alternativt i andre boformer, underforstået uden døgnbemanding.
Netop ”uden døgnbehandling” får min bekymring til at sætte ind:
Ingen kan vel have noget imod udgangspunktet: At få så mange som muligt huset i en hensigtsmæssig bolig, så hurtigt som muligt og med den for dette nødvendige støtte:

Men Servicestyrelsen har fået 500 mil at gøre godt med i 8 kommuner i nogle få år for at afprøve konceptet Housing first. En så målrettet investering køber selvsagt en succes af en sikkert overbevisende størrelsesorden. Derefter konkluderer man så, at det virker, pålægger alle kommuner konceptet og ”glemmer” den oprindelige merbevilling der muliggjorde resultatet.
Kommunerne skal nu til at skaffe penge til Housing first, og med mindre de har fundet olie i løbet af de næste par år, er nye øgede udgifter på socialområdet næppe i spil. Her behøver man ikke at være økonomisk vismand, for at forudse at kommunerne og staten vil rette blikket mod de midler, der allerede anvendes på hjemløseområdet – og nu rykker vi tæt på herberger og forsorgshjem!

Nu er tiden vist inde til at redegøre for nogle af de ting og forhold, som det vil være meget svært at gøre for borgeren på et andet sted end et forsorgshjem – i så fald skulle det være på dyrere specialinstitutioner eller ved indlæggelse på hospitaler, der i begge tilfælde får vores døgnpriser til at ligne en foræring til vort betrængte samfund.

Forsorgshjemmets unikke forcer ud over at være midlertidig bolig er bl.a.:

Beboeren vil her opleve et socialt fællesskab og træning i sociale færdigheder.
Institutionen med sin hverdag, personale og andre beboere bliver et netværk for den enkelte.
Man må i den forbindelse ikke glemme, at ensomhed og social udstødelse er kæmpe problemer i dagens Danmark.

Udredning af den enkelte beboeres situation mht fortid, nutid og fremtid samt ofte at finde ud af, hvad i situationen, der skyldes misbrug og hvad der er skyldes psykiatriske problemstillinger og lidelser – ofte oven i købet iblandet somatiske elementer og problemer.
I den forbindelse er vores 24 timers observation af beboeren gennem et stykke tid værdifuldt baggrundsmateriale.

Mange er fysisk og psykisk syge og underernærede og trænger til sufficient kost, medmenneskelighed samt omsorg og pleje i et månedlangt kontinuerligt forløb.
Et forsigtigt skøn er at 10 – 15% af vores beboere ville være hospitalsindlagte, hvis de ikke var hos os. En hospitalsplads koster rask væk 7 – 8 gange mere pr. døgn og den samfundsmæssige besparelse her kan i sig selv drive hele forsorgshjemmet (det er bare forskellige kasser).

Afrusning og afgiftning går vi også ind i og nogle hjem har også en egentlig sygeafdeling.
Under vejs vil en medicinsk og/eller psykiatrisk udredning for det meste finde sted. I den forbindelse er det endog meget vigtigt, at vi administrerer medicinen, så den rette dosis gives på det rette tidspunkt i et ordineret tidsrum.

I et boforløb hos os er der god chance for at få adskilt ADHD fra de, af anden årsag, personlighedsforstyrrede beboere og dermed pædagogisk og behandlingsmæssigt bliver i stand til relevante tiltag – denne problemstilling er hele tiden relevant i vores hverdag.

En del af vores klienter er så socialt svage, at det at få en funktionel relation til dem, er noget, der skal udvikles over tid uden at mase på, men derimod gennem en hensigtsmæssig hverdag.

En gruppe af vores beboere kan man ikke nå ind til og der kommer man ingen vegne med handleplaner. De kan så få et ophold her med en vis kvalitet og en vis værdighed, hvor de får en pause fra alt det, de ikke ønsker, kan eller vil.

Vores miljø er containende for marginaliserede med stor forståelse for, hvornår man skal rumme og hvornår vi kan initiere udvikling.
Vi har en stor palet af kompetencer, der gør os til beboerens bedst tænkelige tovholder.

Endelig må man ikke glemme, at forsorgshjemmene er et enestående læringsmiljø for personale, og vi opnår stor kollegial sikkerhed i modsætning til den ofte ret ensomme ”hjemme hos” medarbejder.
Vi har en mulighed for vidensdeling internt og eksternt samt udvikling af området.

Den hjemløshed, vi behandler på forsorgshjemmene og de andre boformer for hjemløse, er fortrinsvis hvad man kalder ”funktionel hjemløshed”, hvor det funktionelle er sagens kerne, og det er det, vi behandler!
Begrebet dækker over mennesker, der har invaliderende fysiske, psykiske, sociale og/eller psykiatriske problemstillinger – ofte kombineret med misbrug. Så her er ”Housing last”, efter problemreduktion, den funktionelle, økonomiske, velfærdsfremmende og langsigtede løsning.

Vil man fremover søge at nedskære eller udsulte forsorgshjem og lignende døgninstitutioner, der jo som alle døgninstitutioner koster mere end Housing first!?
Det er selvfølgelig helt i orden, hvis en kommende afmatning på forsorgshjemsområdet skyldes, at de nuværende beboere bliver hjulpet mere hensigtsmæssigt af samfundet på anden vis!
Det bliver dog næppe tilfældet, for forsorgshjemmenes opgave er unik og bortset fra ganske få af vores klienter er Housing first reelt til andre målgrupper.

Der, hvor man politisk kan underminere §110 ganske diskret, er ved at begrænse forsorgshjemmenes ret og pligt til at visitere en borger, der henvender sig. Der er i dag 3 grundlæggende §110 principper, der giver landets borgere et unikt sikkerhedsnet, hvis de ikke har eller kan være i egen bolig:
• Selvmøderprincippet
• Lederens ret til at træffe afgørelse om optagelse
• At boformerne er landsdækkende – hvor borgeren kommer fra er optagelse uvedkommende
For mennesker i en svær situation og ofte ikke med personligt overskud til særligt meget, giver §110 brugeren en fornem retssikkerhed for at få logi og hjælp.
Hvis kommunernes sagsbehandlere skulle med ind over beslutningen om midlertidigt botilbud på forsorgshjemmene, kan det sagtens forklædes som et hensyn til borgeren; men reelt fungere som incitament for kommunen til at få mennesker, der ikke pt. kan klare sig selv, i en billigere foranstaltning – Housing first – så hurtigt som muligt. Det, at få eget tag over hovedet som slutmål, er selvfølgelig det optimale. Men langt de fleste hjemløse er ikke hjemløse, fordi de ikke kan få en lejlighed. Det er en misforståelse, man kan rode sig ind i bag et skrivebord i København. For en stor del af vores beboere er Housing first bare matrikelløse pladser, som klienten mentalt kan spærres inde på ved hjælp af en hjælper overmagt.

Forstander & Lektor
Christian Hasle Harlung
Godrum Gruppen